Hvis du trænger til for en stund at glemme alt om vejr og vind og stress og jag, så tag med Mais Uma over Atlanten og bliv indhyllet i sambajazzens rytmer og sange.
Oplev en musik, der er så livsbekræftende, at den tager dig igennem hele følelsesregistret, og får dig til at flyve hjem. En musik, som orkestret i høj grad forstår at formidle spontant i nuet, i et stærkt samspil, som aldrig bliver en gentagelse. Musikken er både dansabel, dramatisk og ekvilibristisk, og der er garanti for et genhør med mange af Brasiliens helt store kunstnere som Jobim, Gilberto Gil og Elis Regina, i smuk blanding med orkestrets egne kompositioner.
Mais Uma spiller udadvendt og opløftende brasiliansk inspireret jazz udført sublimt og velarrangeret af nogle af Danmarks bedste musikere: Mai Seidelin: Vokal //Janus Templeton: Trommer// Morten Ankarfeldt: Bas//Francesco Calí: Klaver
Mais Uma har turneret mange steder i verden fra Rio de Janeiro til Shanghai og optræder ofte med solister fra bl.a. Brasilien. I årenes løb har orkestret turneret med bl.a. Ze Paulo Becker (gui), Daniel Marques (gui), Caio Marcio Santos (gui), Jovi Joviano (perc), Bernardo Aguiar (perc) og haft mange andre solister involveret herunder saxofonisterne Christina von Bülow og Hans Ulrik som kærkomne gæster.