Udsyn bevæger sig smidigt i jazzgenren og låner flittigt elementer fra klassiske, elektroniske og alternative stilarter, der tilsammen udgør et cinematisk lydbillede inspireret af blandt andet minimalisme og nordisk tonesprog.
Drivkraften bag Udsyn er jagten efter at skabe organiske stemninger, man kan mærke og visuelt forestille sig. I et dynamisk spændingsfelt af harmoni, nærhed og dissonans formidler gruppen perspektiver på tilværelsen gennem musikalske rum og verdener, du på egen hånd kan fortabe dig i, gå på opdagelse i og måske finde mening i.
I udførelsen mærkes musikernes individuelle nysgerrighed og forskellige afsæt, som både eskalerer, udfordrer og finder hinanden i en samlet og harmonisk helhed, hvor akustiske og elegante toner møder elektroniske og forvrængede udtryk.
Foto: Henry Charles